Læse- og skriveteknologi - Hjælp til mennesker med ordblindhed

Der findes et bredt udvalg af IT-redskaber til mennesker med ordblindhed, også kaldet læse- og skriveteknologi (LST). Lige nu sker der en rivende udvikling på området. LST dækker kort sagt over teknologi, der gør det muligt at læse med ørerne og skrive med stemmen. Det kan både være selvstændige programmer eller hjælpefunktioner i programmer, som bruges til andre formål – for eksempel Word, Google Docs, computere, mobiltelefoner eller Chromebooks.

Der findes programmer til både computer, smartphone og tablet, som kan hjælpe dig i hverdagen. De kan læse markeret tekst op, give ordforslag, scanne og OCR-behandle filer. (OCR betyder, at programmet scanner en fil, hvor teksten ikke kan markeres, og derefter omdanner teksten, så den kan markeres og læses op. Det kan for eksempel være et billede, en pdf eller en scannet tekst.)

Nogle programmer kan også omdanne tekst til MP3-filer, som du kan gemme og lytte til senere. De fleste programmer har mange indstillingsmuligheder, så du kan tilpasse dem til dine behov – for eksempel vælge oplæsningsstemme, sprog og tempo.

 

AI-chatbots – en ekstra støtte

Jeg oplever, at flere af os med ordblindhed får glæde af AI-chatbots som fx SkrivSikkert. De hjælper med at finde de rigtige ord, rette stavefejl og gøre tekster lettere at forstå. Det kan give en ro og tro på, at vi godt kan skrive noget, der bliver læst og forstået.

For mig er det vigtigt, at den slags værktøjer bruges sammen med de klassiske læse- og skriveteknologier – som oplæsning og tale-til-tekst. Det er dér, den stærke kombination opstår. 

Læse- og skriveteknologierne er stadig mit stabile fundament, mens AI-chatbots giver mig nye veje til at skabe læseforståelse og udtrykke mig mere præcist i skrift.

 

Jeg holder mig altid opdateret på, hvad der rører sig inden for ordblindeområdet. Jeg har selv ordblindhed, er uddannet lærer og arbejder dagligt professionelt med ordblindhed, så jeg kender LST både som underviser og som bruger.

Gode computerprogrammer

Herunder finder du nogle af de computerprogrammer, jeg som ordblind anbefaler og som jeg også underviser i. Hvis du har en forespørgsel til programmer som ikke findes på listen, er du altid velkommen til at kontakte mig.

Design uden navn (54)

AppWriter fra Everway (tidligere Wizkids)

Hjælpeprogram der kan installeres både på Windows og Mac computer og også findes som cloud til både Chrome og Edge browser. Programmet har oplæsnings- og skrivehjælp alle steder hvor man anvender programmet og kan benyttes på flere forskellige sprog. Kan lave fagordslister, skanne/OCR-behandle tekst, lave tekst om til lydfil og har tale-til-tekst funktion.

IT hjælpemiddel til ordblinde - IntoWords fra MV-Nordic

IntoWords fra Vitec MV

Hjælpeprogram der kan installeres både på Windows og Mac computer og også som cloud til både Chrome og Edge browser. Programmet har oplæsnings- og skrivehjælp alle steder hvor man arbejder med programmet og kan benyttes på flere forskellige sprog. Har skriveskabeloner, kan scanne/OCR-behandle tekst, lave tekst om til lydfil og så har den en tale-til-tekst funktion.

IT hjælpemiddel til ordblinde - CD-Ord fra MV-Nordic

CD-ORD fra Vitec MV

CD-ORD bliver ikke længere opdateret, og producenten Vitec MV anbefaler nu at skifte til IntoWords. Mange bruger dog stadig CD-ORD, da det er et solidt læse- og skriveprogram med gode muligheder for tilpasning – især til PC-brugere på uddannelse eller i arbejde.

IT hjælpemiddel til ordblinde - ViTre fra ScanDis

ViTre fra ScanDis

ViTre er et oplæsnings- og skriveprogram designet til at hjælpe mennesker med ordblindhed. Det kan installeres på både Windows- og Mac-computere. ViTre er et stabilt og brugervenligt program, der tilbyder oplæsning, ordforslag og scanner-/OCR-behandling.

Vil du gerne høre mere?

LAD OS TAGE EN SNAK

Tale-til-tekst og tekst-til-tale

Tale-til-tekst og tekst-til-tale er funktioner, som blandt andet allerede findes i Google Docs, på tablets og i smartphones. De gør det muligt enten at få tekst læst op eller at få din tale omsat til tekst. Skal du for eksempel sende en sms, kan du indtale den, og telefonen skriver teksten for dig, så den er klar til at blive sendt.

Jeg kan hjælpe dig med at indstille dine devices rigtigt og gøre det til en god og hurtig vane at bruge funktionerne. Så bliver det meget nemmere at bruge computer, telefon og tablet i hverdagen.

Design uden navn (60)

Google

Med kamerafunktionen i Google-browseren på din telefon kan du bruge kameraet til at tage et billede af den tekst du gerne vil have oplæst og derefter trykke “lyt”.  Kamerafunktionen i browseren kan både læse maskinskrevne- og håndskrevne tekster. Du kan også få tekst oversat og oplæst. En hurtig og nem hjælp lige i lommen.

Gode apps

Udover hjælpeprogrammer  til computer, findes der også en lang række apps som mennesker med ordblindhed kan have gavn af. De kan nemlig hjælpe med bl.a. læsning, skrivning og scanning.

Herunder finder du nogle af de apps jeg som ordblind anbefaler og som jeg også underviser i. Hvis du har en forespørgsel om apps, som ikke findes på listen, er du altid velkommen til at kontakte mig.

IT hjælpemidler og apps til ordblinde - Prizmo Go

Prizmo Go (IOS)

Prizmo Go er en gratis app, som kan downloades til iPhone og iPad. Den er utrolig nem at bruge; tag et billede af teksten og teksten kan straks læses op. I denne app er der mulighed for bl.a. at indstille læsehastigheden. Prizmo Go er god at have med på farten og bruges ofte mange gang i løbet af en dag. Den hurtige genvej til tekst-til-tale.

IT hjælpemiddel til ordblinde - Claro ScanPen

Claro ScanPen OCR Reader (Android)

Claro ScanPen OCR Reader er en gratis app, som kan downloades til Android. Den er utrolig nem at bruge; tag et billede af teksten og træk fingeren ned over den tekst du gerne vil have læst op. Det er muligt at indstille sprog og læsehastigheden i appen. Den hurtige genvej til tekst-til-tale.

IT hjælpemidler og apps til ordblinde - Subreader

SubReader

SubReader er en betalings app, der gør det muligt at få læst undertekster op på udenlandske film. Med SubReader home kan du få oplæsning på film på alle dine streamingtjenester. Nogle skoler har SubReader til brug i undervisningen. Derudover har mange biografer også SubReader, hvor det er gratis at anvende appen. Her scanner du en QR-kode ved indgangen.

Design uden navn (54)

Nota bibliotek 2.0

Nota er Nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskeligheder. Hvis du kan dokumentere at du har et læse- eller synshandicap, kan du gratis blive medlem hos Nota. Som medlem har du mulighed for at få adgang til en lang række fagbøger, blade og aviser der primært er tilgængelige som e-bøger og en masse skønlitteratur og tegneserier indlæst som lydbøger.

Appen kan tilpasses, hvilket betyder at du kan vælge oplæsningshastighed, baggrundsfarve og oplæsnings-tid, så det passer til dig.

Design uden navn (54)

AppWriter fra Everway (tidligere Wizkids)

Appen er et støtteværktøj til mennesker med ordblindhed som kan benyttes både til Android og IOS. Med dette program kan man tage et billede af en tekst og få det oplæst. Derudover kan man bruge AppWriter-tastaturet alle steder på telefonen hvor man skal skrive, få ordforslag samt bruge tale-til-tekst funktion og få læst teksten op. AppWriter kan benyttes på flere forskellige sprog.

IT hjælpemiddel til ordblinde - IntoWords fra MV-Nordic

IntoWords App fra Vitec MV

Appen er et støtteværktøj til mennesker med ordblindhed som kan benyttes både til Android og IOS. Med dette program kan man tage et billede af en tekst og få det oplæst. Derudover kan man bruge IntoWords-tastaturet alle steder på telefonen hvor man skal skrive, få ordforslag samt bruge tale-til-tekst funktion og få læst teksten op. IntoWords kan benyttes på flere forskellige sprog.

Forskellige typer scannere

De ovenstående hjælpemidler er software – altså programmer og apps – som du kan hente til din computer, tablet eller telefon. De kan hjælpe med at skrive tekst og læse tekst op.

Derudover findes der forskellige slags hardware – altså fysiske scannere – som du kan bruge til at scanne tekst i bøger, magasiner mv., som kan forbindes med din computer. Der findes både håndscannere, scanner-penne og scanner-mus. Det er efterhånden sjældent at der er brug for eksterne scannere, da telefonen stort set har de samme funktioner.

Jeg rådgiver dig gerne og tilbyder undervisening i brugen af scannere.

Forskellige typer scannere til ordblinde

Jamen, er det ikke snyd med alle de hjælpemidler?

Det spørgsmål møder jeg af og til – både fra mennesker med ordblindhed, deres forældre og deres lærere. Mit svar er helt klart: Nej, det er ikke snyd! Men du snyder dig selv for vigtig læring, hvis du har brug for oplæsning eller tale-til-tekst og vælger ikke at bruge det.

Når andre læser med øjnene, gør de det for at få information eller for at opleve en god historie. Det er præcis det samme formål, jeg har, når jeg med ordblindhed, læser med ørerne gennem lydbøger eller syntetisk tale. Det er afgørende, at vi med ordblindhed får adgang til den samme viden som dem, der ikke har vanskeligheder med at afkode tekst. På den måde kan vi på lige fod fordybe os i faglitteratur, tilegne os viden, lade os inspirere af skønlitteratur, orientere os i Aula, e-Boks og deltage på sociale medier som Facebook.

Det vigtigste er heller ikke, om vi kan stave præcist til alt det, vi vil skrive, men at vi får formidlet vores budskaber. Om det sker med hjælp fra ordforslagsprogrammer eller tale-til-tekst, er underordnet. Jo mere vi bruger sproget – læser, skriver og kommunikerer – jo dygtigere bliver vi. Og så gør det ingen forskel, om vi læser med ørerne og skriver med stemmen.

At kunne klare sig selv, sætte sig ind i tekster og deltage i samtaler på lige fod med andre giver øget selvværd og selvtillid – både hos børn og voksne med ordblindhed.

Vil du gerne høre mere?

LAD OS TAGE EN SNAK