Jeg laver kurser og workshops til
Elever
Kurser og workshops
Elever med ordblindhed er præcis lige så forskellige som alle andre elever.
Derfor er det heller ikke en selvfølge, at noget der virker for den ene, også er det rigtige for den anden. Alligevel kan vi godt tale om, at der er nogle forudsætninger, der er vigtige for at lykkes i skolen og i livet med ordblindhed.
Kurser for elever med ordblindhed.
Når jeg afholder kurser for elever med ordblindhed, har jeg den helt store fordel, at jeg som en selvfølge kan sige “vi” med ordblindhed, da ordblindhed også er et vilkår, jeg lever med og lever godt med.
Eleverne møder en voksen, der naturligt bare anvender læse- og skriveteknologien hver gang, der skal skrives og læses noget.
Min egen åbenhed om mine styrker og vanskeligheder og måden, jeg har lært at sætte ord på det, gør, at der bliver en åbenhed fra eleverne.
Accept og forståelse af egen situation
Jeg har mange års erfaring i at undervise elever med ordblindhed.
Jeg ved, at det ikke er nok at sige: “tænd for AppWriter” eller “du kan jo bare indtale dine tekster.”
Der er overhovedet ikke noget “bare” over at anvende den teknologi, der driller, eller får en til at være helt anderledes end de andre i klassen, når de skal sidde der og tale til sin computer.
Der er derfor altid forskellige lag i undervisningen.
Forskellige lag i undervisningen.
På kurser for elever er der altid en afveksling af korte oplæg, små øvelser og afprøvning. Pauser og tid til refleksion, leg og grin.
- Arbejde med erkendelse og accept af ordblindheden.
- Arbejde med de følelsesmæssige konsekvenser.
- Arbejde med at lære at anvende teknologien på den rigtige måde for den enkelte.
- Arbejde med at have lyst til at lære noget for viden og blive klogere, og det kan gøres på mange måder.
Hør hvad andre siger
Elever som eksperter
Mange skoler har gode erfaringer med at samle alle elever med ordblindhed på hele skolen eller fra en årgang eller fx mellemtrinnet. Disse initiativer går under forskellige navne, som fx “ordpatrulje”, “AppWriter-agenter”, “digitale dage”, “ordblindecafé” eller “ordblindeklubben”.
Fælles for disse tiltag er, at de gør en gruppe elever til eksperter i brugen af læse- og skriveteknologi som AppWriter og IntoWords. Eleverne får og deler også tips og tricks til at bruge computere og smarte apps til læsning og skrivning på telefonen.
Der er flere fordele ved denne tilgang. At blive ekspert i en teknologi, der kan være udfordrende for andre, styrker elevernes tro på egne evner og kompetencer.
Styrk ordblinde elever med teknologi og fællesskab
Jeg har gode erfaringer med at opstarte sådanne ordblindefællesskaber i samarbejde med en fra skolen. Typisk foregår det som en kursusdag på skolen for elever og relevante lærere, hvor jeg underviser i, hvad ordblindhed er, hvordan det opleves i hverdagen, og hvordan man bedst udnytter læse- og skriveteknologien. Jeg giver desuden strategier til at bruge teknologien mest effektivt, både i skolearbejdet og til fritid, så det bliver muligt at følge med på lige vilkår med deres kammerater både i alle fag i skolen og når der kommunikeres på tekst i fritiden.
Efter kursusdagen kan gruppen arbejde videre med den viden og de færdigheder, de har opnået. Udover selv at få godt og grundigt styr på it- hjælpemidlerne, bliver eleverne også i stand til at hjælpe både andre med ordblindhed og lærere med at bruge teknologien.
Jeg kan fungere som sparringspartner for læreren eller læsevejlederen, der arbejder med gruppen, og samtidig bidrage med den nyeste viden inden for læse- og skriveteknologi.
Et fællesskab for elever med ordblindhed kan give dem en oplevelse af, at deres ordblindhed er en særlig kompetence. Det skaber samtidig et trygt rum, hvor eleverne kan tale åbent om deres udfordringer, opnå større accept, nedbryde tabuer og blive en del af et meningsfuldt fællesskab.