Jeg gør det fordi
Jeg er passioneret
Mit navn er Randi Hedelund Jeppesen. Jeg er født i 1978 og er uddannet lærer.
Jeg har ordblindhed og har derfor livslang erfaring med, hvordan det er at gå i skole og tage en uddannelse med ordblindhed. Jeg kommer fra en tid, hvor der ikke fandtes hjælpemidler som syntetisk tale på dansk, skrivestøtte eller tale-til-tekst – alt det, der i dag gør en stor forskel.
Først da jeg begyndte på VUC i år 2000 for at tage fag på 9.-10. klasses niveau og flere HF-fag, opdagede jeg, at der fandtes effektive IT-hjælpemidler for mennesker med ordblindhed. Det blev et vendepunkt for mig.
Jeg går meget op i at hjælpe baseret på erfaring
Jeg var en af de første i Danmark, der fik en IT-rygsæk – og det åbnede en helt ny verden for mig. Pludselig kunne jeg klare mig selv på områder, hvor jeg før var afhængig af andres hjælp. Jeg kunne selv læse mine breve ved at scanne dem og få dem læst højt. Det samme gjaldt teksterne, jeg fik udleveret i skolen – nu kunne jeg selv læse dem med ørerne.
Når jeg skulle skrive, kunne jeg høre, hvad jeg skrev, mens jeg skrev det. Det betød, at jeg nu kunne lave tekster, som andre faktisk kunne læse og forstå. Det var en kæmpe forandring – og en stor frihed.
- Jeg fandt troen på, at jeg kunne blive det, jeg drømte om.
- På Den Frie Lærerskole forfulgte jeg min passion for formidling.
- IT-hjælpemidler blev en naturlig del af min undervisning.
Det var en stor oplevelse for mig at finde ud af, at jeg godt kunne klare mig selv. Det gav mig troen på, at jeg kunne tage lige præcis den uddannelse, jeg drømte om – og blive lige det, jeg ville. Min største drøm var at blive lærer, for jeg elsker at formidle og dele viden med andre på mange forskellige måder.
Jeg valgte at starte på Den Frie Lærerskole i Ollerup på Sydfyn, fordi jeg dér kunne få drama som linjefag – noget jeg brænder for. Derudover havde jeg også dansk, religion og idræt som linjefag.
I 2008 blev jeg færdiguddannet lærer.
Gennem min uddannelse fik jeg mange gode erfaringer med at bruge IT-hjælpemidler. Derfor føltes det helt naturligt for mig, at jeg som lærer også kom til at undervise i brugen af dem.
I 2014 valgte jeg at blive hjemmegående for at kunne fokusere mere på min lille familie – min mand og vores to drenge.
Hjælp til Ord kom til verden
I 2017 kriblede det dog så meget i mig for at komme ud og bruge noget af det, jeg er rigtig dygtig til – nemlig at formidle og bruge læse- og skriveteknologi til mennesker med ordblindhed. Derfor oprettede jeg virksomheden Hjælp til Ord. Siden da har jeg arbejdet passioneret med at undervise elever med ordblindhed, deres lærere og forældre i håndteringen af ordblindhed og i brugen af læse- og skriveteknologi. Jeg har undervist, holdt kurser og foredrag og givet sparring på mange forskellige skoler over hele landet.
Randi og Bjarne Corydon,Generaldirektør for DR
Samarbejde og rådgivning på nationalt plan
I 2019 blev jeg af Ordblindeforeningen Danmark udpeget til DR’s brugerråd for tilgængelighed, hvor jeg bidrager med idéer til, hvordan DR kan blive mere ordblindevenlig. I 2023 blev jeg ligeledes udpeget til TV2’s brugerråd.
Jeg har tidligere været frivillig rådgiver i Ordblindeforeningen og modtaget kurser i lovgivningen om undervisning og test af ordblinde.
Fra 2014 til 2024 har jeg siddet i Notas ad-hoc udvalg for Erhvervs- og Studieservice. Det Kongelige Biblioteks Nota-service er et digitalt bibliotek, hvor mennesker med syns- og læsehandicap har gratis adgang til tusindvis af digitale bøger på telefon og computer.